LEDELSESSYSTEMER.DK
- FORUM OM LEDELSE OG SYSTEMER
Når ledelse kun består af møder

Når ledelse kun består af møder

Ledelse & Styring | Værktøj | 22-02-2013

Af: Erik Nielsen  |  Andre tags: -

Stopper ledelse når ledermødet er slut? Eller er det først, når lederne kommer ud af mødelokalet, at ledelse i virkeligheden begynder?

Alle ledere kender det. Vi går til møder og tager beslutninger, som vi nogle gange bliver helt høje over, så vigtige og rigtige er de. Ledergruppen - og andre betroede mødedeltagere - har gennempløjet analyser, tegnet og fortalt. Vi har været helt oppe i gear med kreativiteten og med alle kroppens management-fibre i svingninger.

Resultatet er gennemarbejdede strategier for det, vi nu skal ud i resten af organisationen og implementere. For det er jo oplagt, at alle de andre står og venter uden for døren med åbne arme og bare hungrer efter, at vi skal komme og lede dem i denne nye og endnu mere rigtige retning ...

Men ak! - de stod ikke og ventede ... det skulle da lige være for at spørge om, hvordan den seneste ordre fra en besværlig kunde skal håndteres eller noget andet dagligdags og trivielt.

Men vi lader os ikke kue af at have bolde med både dagligdag og strategi i luften. Referatet er jo allerede skrevet fra seneste beslutningsmøde om den nye strategi og alle de besluttede handlinger - så ingen ko på isen der.

Eller hvad?

Er din organisation skarp på at fastholde beslutninger om planlagte aktiviteter, deres tidsfrist, ansvarlige medarbejder, opgavernes indbyrdes prioritet og rækkefølge m.v.?

Uden en konsekvent måde at fastholde og følge op på ledelsesbeslutningerne, så bliver de hurtigt overhalet indenom af dagligdagen, det næste mødes vigtige beslutninger, ungerne der skal hentes i skolen eller den stak arbejde du må tage med hjem, fordi du har siddet i møder hele dagen.

Hvornår er det lige, at managementbeslutningerne skal blive til virkelighed via dit lederskab?

Det er ældgammel vin på lige så gamle flasker at fremhæve nødvendigheden af gode mødereferater. Men selv den disciplin kan forbedres i de fleste virksomheder.

Når jeg arbejder med udvikling af ledelsessystemer sammen med mine kunder, plejer jeg at anbefale dem, at bruge rullende opgavelister / mødereferater, som jeg har udviklet og modnet over tid. Det er ikke raketvidenskab, men et vældig godt redskab.

Det er i virkeligheden ikke så svært, at fastholde og følge op på de vigtige beslutninger, når de blot bliver fastholdt med det samme - undervejs på mødet - og med overblik over både tidligere møders status og ikke mindst den oprindelige besluttede aktivitet for øje. Opgavens historik kan følges ligesom ansvar og deadlines kan opdateres fra møde til møde.

På den måde er det let for lederen at udøve sit lederskab udenfor mødelokalet - for selv ledere har jo brug for praktiske redskaber til at huske og følge op på de fælles og vigtige beslutninger, som skal flyttes fra ledermødet til medarbejdernes hoveder.

Sørg med andre ord for, at referater og handlingsplaner ikke bare er noget der ender med at være låst inde i Lederskabet. Ellers har det jo været spild af energi, at mødes i ledergruppen om disse vigtige og rigtige beslutninger!

Banalt ja, - men det kikser altså mange steder at følge op og implementere beslutninger på en effektiv måde.

Kontakt mig gerne, hvis du vil have en kopi at mit udmærkede redskab (Excel), som både er en rullende opgaveliste, et mødereferat og en handlingsplan i et og samme dokument. Find mine kontaktoplysninger her.

Hold dig opdateret med LEDELSESSYSTEMER.DK

Vi følger udviklingen indenfor ledelsessystemer og opfordrer dig til at abonnere på vort nyhedsbrev, så du kan få direkte besked om relevante nyheder, artikler, cases og værktøjer.

Start gerne en debat i vores åbne Linkedin-gruppe eller i dens emne-specifikke undergrupper.

Du er også altid velkommen til at sende indholdsbidrag i form af gode cases eller idéer om relevante debatemner til vores redaktion, så vi kan hjælpe med at sprede viden om hvad der rører sig, hvad best practice er mv..

 

Kilde: Erik Nielsen, Manator Aps

 

Tilbage  |  Top

Senest opdateret 23-11-2014